Klimaeffekter

EN OVERSET LØSNING I KLIMADEBATTEN

STORE MÆNGDER CO2 LAGRING I JORDEN – VED ET ØGET HUMUS INDHOLD

Det organiske affald, der i dag indsamles, bruges primært til forbrænding og bioforgasning.

Ifølge flere eksperter er dette imidlertid ikke den optimale måde at ressource udnytte organisk affald på. Omdannelsen af naturlandskaber til landbrugsjord og den efterfølgende intensive dyrkning siden industrialiseringen, har øget indholdet af drivhusgasser i atmosfæren næsten i samme grad som afbrændingen af fossile brændsler. Årsagen er blandt andet, at den industrialiserede landbrugsdrift gradvist nedbryder jordens øverste muldlag, der er rigt på kulstofholdigt organisk materiale. Ifølge forskerne formodes det, at indholdet af organisk kulstof i landbrugsjordens øverste lag er op til 80% lavere i dag end før industrialiseringen.

Ved at ændre dyrkningsmetoder og tilføre jorden organisk materiale såsom komposteret madaffald, vil der kunne lagres meget mere kulstof i jorden. Med andre ord tegner der sig et billede af en betydelig klimamæssig gevinst ved at genanvende organisk husholdningsaffald til

kompostering. Dels for at binde CO2 og bidrage til en mindskning af udslip i atmosfæren og dermed sænkning af drivhuseffekten og deraf følgende klimaforandringer. Og dels for at øge jordens indhold af vigtige komponenter med øget frugtbarhed og udbytte til følge.

Humus er jordens CO2-lunge

Ved at hæve humusindholdet i vores landbrugsjord med blot 1 procent, kan vi spare atmosfæren for en enorm stor mængde CO2, og samtidig få bedre jord at dyrke i. Humus bør derfor nyde langt mere opmærksomhed i klimadebatten. Det er almen anerkendt, at højt humusindhold giver en meget dyrkningsegnet jord. Det er også anerkendt, at humus kan bruges som lagring af kulstof – en omstændighed der dog får meget lidt opmærksomhed i klimadebatten.

Egenskaber ved humus

Det mest interessante er det høje indhold af N (Kvælstof). Det er ikke alment kendt, men ved hjælp af kvælstof-fikserende bakterier i humus sker en binding af luftens kvælstof, der derved bliver tilgængelig for planterne. Kvælstof-fikserende bakterier i humus er således, de facto, den eneste mulige kvælstofkilde til det høje indhold af levende organismer. Det synes også at være logisk ved betragtning af datidens landbrugsjord, der, før kunstgødningens indtog, kunne forsyne planterne med den nødvendige mængde kvælstof.

Andre egenskaber er humusens jonbindingskapacitet, som planternes rod-hår udnytter til at vækste optimalt, og som i sidste ende medfører planter med øget modstandsdygtighed overfor svampe, snylter og sygdom. Humus er tilmed kraftigt vandbindende, hvorved dyrkningsjorden bliver mindre følsom overfor tørkeperioder. For hver procentdel humus i jorden øges det naturlige vandindhold i jorden med 2 procent. Dette indebærer også at der nedsiver mindre nitrat og sprøjtemidler til grundvandet.

Samlet set bør de gode egenskaber give tilstrækkeligt med bevæggrunde til at forøge humusindholdet i jorden. Hvis man øger indholdet af humus i jorden, binder man desuden kulstof, hvorved CO2 i atmosfæren mindskes med store mængder.

Hvordan humus dannes

Humus dannes i dag primær kun af det organiske materiale planterne efterlader i form af rødder. Det er blevet mindre fordi vores arealer dyrkes med 1-årige planter. Efterafgrøder som der kræves bidrager også – men tidligere havde vi flerårigt græs, kløver og lucerne samt en del nedpløjet halm, men det gør vi ikke mere så derfor falder humusindholdet.

Ligesom alt andet liv på jorden behøver organismerne og bakterierne føde for at leve og producere, og humus er derfor en ustabil forbindelse. Et varigt højt humusindhold afhænger af, at der hele tiden tilføres nyt organisk materiale. Mængden af kvælstofindhold og humus i jorden kan derfor kun opretholdes ved at ”fodre” organismerne i jorden med blade, græs, træ, dyregødning, kompost. Det var tidligere i dansk landbrug naturligt at gøre, men synes i dag ikke længere at være praksis.

Organisk materiale gør frugtbar

Vi må føre organisk materiale tilbage til markerne, for at de fortsat kan være frugtbare. Men for at det organiske materiale skal kunne indgå direkte i humusdannelse, må det komposteres. Det bør derfor efterstræbes at kompostere næsten alt organisk materiale, før det tilføres jorden.

Kritiske dyrkningsmetoder

Dyrkningsmetoden er alt afgørende. Siden Anden Verdenskrig er humusindholdet reduceret med op til 80 procent pga. ændringer i dyrkningsformen, hvor især ophøret af sædskifte og dyr på græs har haft kritisk betydning. Humusindholdet i dag antages at ligge på omkring 1 procent i det meste af Danmarks 32.680km² dyrkede areal.

Hvor meget kulstof man kan lagre ved at øge humusindholdet?

En kubikmeter jord (harper muld) vejer ca. 1,5 ton. Humus indeholder 57 procent kulstof.
Hæver vi derfor humusindholdet i det øvre jordlag (25cm) på de 32.680 km² dyrkede arealer med blot 1 procent, altså 3,75 kg per m² jord, viser en simpel beregning, at der så vil kunne bindes 70 millioner ton kulstof i jorden, svarende til 250 mio. ton CO2. Danmarks udledning er ca. 67 mio. ton CO2 per år (2018). Hæver man humusindholdet i det øvre jordlag (25cm) på vores landbrugsjord med blot 1 procent, har man altså fjernet næsten 4 års CO2-udslip fra atmosfæren, med en mere dyrkningsbar jord til følge. Forholdene eller antagelserne bag tallet kan flyttes lidt, men tallet viser sit tydelige potentiale og fortæller samtidig, at klimadebatten nødvendigvis må iberegne tabet eller forøgelsen af humus i dyrkningsjorden.

Teksten indholder citater fra KTC artiklen – humus er jordens co2 lunge.